AAU logo

VBN-teamet

Open Access begreber & værktøjer

Open Access begreber

Grøn Open Access

Grøn Open Access kaldes også parallelpublicering/selvarkivering, hvor forfatteren har fået tilladelse fra udgiveren til at arkivere et eksemplar af sit arbejde i et digitalt arkiv (repository). Pure er Aalborg Universitets repository. Denne form for Open Access er ofte belagt med en embargo-periode typisk på mellem 6-24 mdr. På denne måde har udgiveren stadig mulighed for at sælge abonnementer, inden publikationerne bliver offentlige tilgængelige.

 

Gylden Open Access

Gylden Open Access er publicering i tidsskrifter, hvor de helt færdige artikler er frit tilgængelige for alle. Det koster ofte en afgift at udgive en artikel i et Gylden Open Access tidsskrift. Denne afgift benævnes ofte Article Processing Charge (APC). PLOS ONE er et eksempel på et Gylden Open Access tidsskrift.

 

Hybrid Open Access

Hybrid Open Access er, når enkeltartikler betales fri til at være Open Access. Nogle artikler er altså licensbelagte, og andre er Open Access, idet der er betalt Article Processing Charge for disse. Disse gebyrer er ofte betydelige og lægges oven i den abonnementspris, som universitetet allerede har betalt for at opnå læseadgang til tidsskrifterne. Overordnet set anbefaler Aalborg Universitet ikke, at man betaler for Open Access i Hybride Open Access-tidsskrifter, hvis universitet allerede har betalt for adgang til det. Energy er et eksempel på et hybrid tidsskrift.

 

Diamond Open Access

Diamond Open Access er publicering i tidsskrifter, hvor de helt færdige artikler er frit tilgængelige for alle. Forfatteren skal ikke betale et gebyr for, at artiklen er frit tilgængelig. Aalborg Universitets Open Access-tidsskrifter er eksempler på Diamond Open Access tidsskrifter.

 

Bronze Open Access

Bronze Open Access er, når enkeltartikler ligger frit tilgængelig, men copyright fortsat ligger hos forlaget/tidsskriftet og artikler må derfor ikke arkiveres andre steder som Open Access.

 

Black Open Access

Black Open Access er forbudt Open Access. Artikler lægges op ulovligt på diverse platforme som ResearchGate, Academia, Mendeley etc.

 

Predatory tidsskrifter

Predatory tidsskrifter er tidsskrifter med tvivlsom kvalitet og som er etableret med det ene formål at tjene penge uden de traditionelle forlagsmæssige modydelser som f.eks. peer review. Cabell’s blacklist kan anvendes til at se, om et tidsskrift er kategoriseret som et predatory tidsskrift.

Læs mere om predatory tidsskrifter og konferencer.

 

Dokumentversioner

Forlagene/tidsskrifterne arbejder med forskellige dokumentversioner. Det er forskelligt, hvilke dokumentversioner de tillader må selvarkiveres.

 

Preprint

Preprint er den version af en artikel, som endnu ikke har været igennem peer review-processen. Det kaldes også "submitted version" eller "pre-refereed draft". I Pure svarer denne version til "Indsendt manuskript" eller "Submitted manuscript".

 

Postprint

Postprint er den version af en artikel, som har været igennem peer review-processen, men som ikke er sat op med tidsskriftets layout. Det kaldes også "authors final version" eller "accepted version". I Pure svarer denne version til "Accepteret manuskript" eller "Accepted author manuscript".

 

Forlagets version

Forlagets version er den version af en artikel, som er udgivet med tidsskriftets layout. Det kaldes også "Version of record". I Pure svarer denne version til "Forlagets udgivne version" eller "Final published version".

 

Creative Commons

De fleste Gylden og Diamond Open Access tidsskrifter udgives med en såkaldt CC-licens. Creative Commons' system af licenser anvendes til at angive i hvilken grad, det pågældende værk må benyttes af andre. Creative Commons er et vederlagsfrit internationalt anerkendt system, der giver mulighed for at skræddersy ophavsretten til hver enkelt publikation. Se video om Creative Commons.

 

Open Access værktøjer

Sherpa/Romeo 

Vejledende retningslinjer for de fleste tidsskrifters/forlags politik for selvarkivering/parallelpublicering.

 

How Can I Share It

Hjemmeside hvor forskere kan tjekke mulighed for at dele artikler

 

Unpaywall

Værktøj som integreres i din Internet-browser og som med en grøn knap indikerer, om en artikel er frit tilgængelig.

 

Think!Check!Submit!

Tjekliste som gennemgås inden en artikel sendes ind. Anvendes for at undgå predatory journals

 

Cabell’s blacklist 

Liste med mere end 8000 tidsskrifter med tvivlsom kvalitet, såsom manglende informationer om fagfællebedømmelse, kontaktoplysninger og formål, såkaldte ”predatory journals””. Læs mere om listen.

 

Directory of Open Access Journals (DOAJ)

Samlet database over Gylden Open Access tidsskrifter. Alle DOAJs tidsskrifter er således fagfællebedømte og har gennemgået et kvalitetstjek forud for optagelse.