VBN-teamet

Open Access-aftale med Elsevier

Du kan som forsker ved Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital publicere gratis i en række af Elseviers hybrid-tidsskrifter. 

Open Access-publicering i Elsevier-tidsskrifter

Forskere med en tilknytning til en dansk forskningsinstitution (som corresponding author) kan publicere Open Access gratis i en række af Elseviers hybride tidsskrifter.

Hybride tidsskrifter betyder, at det er et tidsskrift, som kræver, at læseren har et abonnement for at kunne læse artiklerne. Dog vil man som forfatter kunne betale et publiceringsgebyr (Article Processing Charge/APC) for at gøre artiklen Open Access. Der er altså nogle artikler, der er bag en betalingsmur og der er nogle, som er Open Access, fordi der er betalt for det.

Det adskiller sig fra rene/dedikerede Gold Open Access tidsskrifter, hvor alle artiklerne er gjort Open Access ved forudbetaling af en APC.

Alt dette er et resultat af en aftale, som Det Kgl. Biblioteks nationale licenskonsortium har indgået på vegne af de danske universiteter og øvrige forskningsinstitutioner. Det er en fireårig aftale med Elsevier, der dækker perioden fra 2021 til 2024.

Det nye i aftalen er altså, at publiceringsgebyret i udvalgte tidsskrifter bliver ”annulleret” for aftaleinstitutioner, så man kan udgive Gold Open Access uden at betale.

Se listen med tidsskrifter, som er omfattet af aftalen.

Se listen med de danske institutioner, som er omfattet af aftalen.

Læs kontrakten her (af GDPR hensyn er enkeltsider af kontrakten taget ud).

Det betyder:

  • Forfatteren IKKE skal betale en Article Processing Charge (APC) ved publicering i de omfattede "hybride" tidsskrifter
  • Artiklen publiceres med CC-BY licens (læs mere om hvad en CC-licens betyder)
  • Forfatteren bevarer copyright
  • Artiklen (Published version) bliver umiddelbart tilgængelig Open Access
  • Artiklen (Published version) kan arkiveres i VBN uden embargoperiode
  • Hvis en forfatter fra en anden dansk forskningsinstitution er corresponding author, skal artiklen også registreres som åbent tilgængelig i VBN.
  • Hvis corresponding author IKKE er fra en af de danske aftaleinstitutioner, opnås de nye fordele ikke.

Sådan gør du:

Når din forskningsartikel er blevet accepteret til udgivelse i et Elsevier-tidskrift, vil du modtage en email fra Elsevier med et link til “post-acceptance author journey". Her er det vigtigt, at du vælger Aalborg Universitet eller Aalborg Universitetshospital som dit institutionelle tilhørsforhold og bruger din tilsvarende AAU-mail eller regionsmail, for at du kan publicere under Elseviers Open Access-betingelser.

Aftalen med Elsevier dækker artikler indsendt fra 1. januar 2021 til 31. december 2024.

  • VIGTIGT: Anvend din AAU-mail/RN-mail som korresponderende forfatter. Dette gør, at din tilknytning og dermed dækning under aftalen kan verificeres.
  • Vælg Gold Open Access for at publicere din artikel uden publiceringsgebyr
  • OBS! Du skal vælge Gold Open Access, selvom du publicerer i et "hybrid"-tidsskrift
  • Vælg en CC-BY licens (læs mere om hvad en CC-licens betyder)

Se hvordan processen ser ud i Elseviers system.

Tidsskrifter som IKKE indgår

Rene/dedikerede Gold Open Access tidsskrifter er IKKE en del af aftalen om Open Access. Ved publicering i tidsskrifter i denne liste, vil der som sædvanligt skulle betales et publiceringsgenbyr (APC) for at kunne publicere en artikel som Open Access.

Se listen med de gold Open Access tidsskrifter, som IKKE er omfattet af aftalen.

Derudover er der ca. 80 Hybrid Open Access-tidsskrifter fra Elsevier som heller ikke er omfattet af aftalen og det vil fortsat kræve betaling af APC at publicere din artikel Open Access:

Se listen med de ca. 80 hybrid tidsskrifter, som heller IKKE er omfattet af aftalen.

Support

Hvis du har spørgsmål til, hvordan du publicerer Open Access i Elsevier-tidsskrifter, kan du kontakte VBN-teamet: vbn@aub.aau.dk

Hvis du har spørgsmål til andre dele af aftalen, eksempelvis omkring adgang til Elsevier-tidsskrifter, kan du kontakte AUB Licenser: licenser@aub.aau.dk

Hvis du har spørgsmål til selve kontrakten med Elsevier, kan du kontakte Det Kgl. Biblioteks nationale licenskonsortium: consortium@kb.dk